Grå stær

Grå stær (Cataract) - Kanin

Cataract er en uklarhed i øjets linse. Linsen er placeret bag pupillen og er normalt glasklar og gennemskinnelig. Linsens funktion er at hjælpe med at bryde lysets stråler, således at der dannes et skarpt billede på nethinden.

Cataract forhindrer lysets passage gennem linsen og bagud til nethinden. Uklarheden kan være placeret forskellige steder i linsen, og udviklingen af cataract varierer meget. Cataract kan være stationær eller udvikle sig med forskellig hastighed. I nogle tilfælde sker udviklingen så langsomt at kaninen aldrig får synsbesvær heraf. I andre tilfælde modnes en cataract meget hurtigt, og linsen bliver totalt uklar og mælkehvid. Dette medfører blindhed på de angrebne øjne. Cataract kan optræde i det ene øje, men udvikles på sigt ofte i begge øjne

Cataract forårsager ingen smerte, hvorfor diagnosen ofte ikke stilles, før dyrets syn er så dårligt, at det ændrer dyrets adfærd, eller man kan se cataracten med det blotte øje. Cataract kan opstå på et hvilket som helst tidspunkt i dyrets liv.

Diagnosen kan stilles ved at øjenpaneldyrlægen med et øjenmikroskop undersøger linsen. Ved undersøgelsen vurderes udbredelsen og placeringen i linsen.

Der kan være mange årsager til cataract.

Udefra kommende faktorer som kraftig vold mod øjet, infektioner, forgiftninger, radioaktiv stråling mv. kan medføre cataract.

Diabetes hos kaniner kan, som hos hunde, også medføre cataract.

Hos kaniner bør fund af cataract føre til udelukkelse af infektion med Encephalitozoon cuniculi. Denne encellede organisme er ansvarlig for en stor, men endnu ukendt, del af cataracter hos kaniner.

Medfødte cataracter ses også hos kaniner, og kan være forårsaget af udviklingsdefekter i øjet som fx Persisterende pupulmembran (manglende tilbagedannelse af linsens blodforsyning i fosterstadiet)

Aldersbetinget cataract ses ikke så hyppigt hos kaniner, som hos fx marsvin.

Arvelige cataracter er ikke beskrevet hos kaniner.

Cataract, som involverer hele linsen, siges at være moden og medfører blindhed. Der findes ingen medicinsk behandling af cataract.

En operation hvor linsen fjernes, kan give kaninen synet igen. Dette kan dog ikke lade sig gøre, hvis der samtidig er en regnbuehindebetændelse.

Del

Dyrenes Læge og Øjenklinik

Klinikkens adresse:
Munkemarken 72, Thorning
8620 Kjellerup 

Åben efter aftale

+45 27 60 60 69
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
 

Læs om